Gå til hovedindholdet Gå til undermenuen

1.200 danske skoleklasser skal plante for Uganda

Der blev totalt udsolgt for træer på få uger: Hele 1.200 skoleklasser har tilmeldt sig den store, ekstra aktion i forbindelse med Børnenes U-landskalender i efteråret 2024. Eleverne skal hjælpe naturen ved at plante træer både her i Danmark og i Uganda.

De får gratis leveret et hjemmehørende træ, som de skal plante i deres lokalområde. For hvert træ vil WWF og VELUX Gruppen så bagefter plante 10 ekstra træer hos børnene i Uganda.

1.200 danske skoleklasser skal i efteråret 2024 være med i WWF’s og VELUX Gruppens Plant et træ-kampagne.

Tilmeldingen er desværre lukket, for skoleklasserne strømmede til med en fart, vi slet ikke havde forudset.

I slutningen af oktober får alle de tilmeldte klasser gratis leveret et hjemmehørende træ til deres skole. Nogle vil så plante det på skolen, andre vil plante det et sted i lokalområdet.

Hver gang en dansk klasse planter et træ, planter WWF og VELUX Gruppen 10 ekstra træer i Uganda. Så klasserne kommer både til at gøre Danmark lidt grønnere og gør samtidig en forskel for børnene i Uganda.

Kampagnen med træplantning i Danmark sker i forbindelse med dette års U-landskalender, der jo netop fokuserer på træer og Uganda, og som rigtigt mange skoler laver korte eller lange perioder om.

Læs eller spørg om Plant et træ-kampagnen

Alle tilmeldte klasser har fået besked fra WWF på mail – og WWF vil holde jer opdateret om, hvad der skal ske hvornår og hvordan.

Læs mere om det praktiske her hos WWF

Hvis du har problemer eller spørgsmål omkring Plant et træ-kampagnen, skal du kontakte WWF på mail:

info@wwf.dk

Derfor har Ugandas børn og natur brug for træer

De 10 træer, de danske klasser er med til at få plantet i Uganda, gavner naturen og en masse børn.

  • Træerne bliver blandt andet plantet i regionen omkring de høje Rwenzori-bjerge. Her lever børnene tæt på naturen og er dybt afhængige af den for mad, beskyttelse og rent vand. De mærker for alvor, hvad klimaforandringer og rovdrift på naturen betyder.
  • De stigende temperaturer får gletsjeren på toppen af Rwenzori-bjergene til at smelte hurtigere. Så går floderne oftere over deres bredder og skaber oversvømmelser og jordskred.
  • De nye træer hjælper til at holde på jorden langs flodbredderne og på skråningerne, så jordskred ikke ødelægger landsbyernes huse og små marker.
  • Træerne giver også skygge i skolegårdene og omkring markerne.
  • Mange af dem er desuden frugttræer, som skolebørn plukker af for at få mad i løbet af en lang skoledag. De fleste af børnene her i de fattige landdistrikter får ikke madpakke med, men går fra tidlig morgen til sen eftermiddag uden at spise. Så gør en avokado eller mango en verden til forskel.
  • Sidst, men ikke mindst, så tæller hvert eneste plantet træ i kampen mod klimaforandringerne.

Sådan arbejder WWF i Uganda

  • Beskytter biodiversitet og dyreliv. Ugandas dyreliv er unikt, fordi naturen mange steder er så frodig og varieret – med både vådområder, savanne, bjerge, skove og søer.
  • Samarbejder med folk lokalt om at beskytte skov og plante ny skov. Bygger bl.a. planteskoler, hvor ugandere dyrker de træer, som senere bliver plantet ud.
  • Omskoler tidligere krybskytter til skovbetjente, som patruljerer og beskytter de vilde dyr i nationalparkerne.
  • Uddanner unge i at beskytte og styrke naturen gennem ’Grønne skoler’.
  • Skaber job, der giver de lokale en fast indkomst og gavner naturen. Et eksempel er at hjælpe folk i gang med biavl. Bierne gavner naturen, og honningen giver en fast indkomst. Et andet eksempel er bambus: Ved at plante bambus i udsatte områder beskyttes marker, veje og huse mod oversvømmelse. Og den stærke bambus kan de lokale forarbejde til bl.a. møbler, kurve og tæpper. Det giver familierne råd til fx at sende deres børn i skole.
Del på Facebook